Tilbage til joblisten Udskriv annonce

Medarbejder til kundeservice i KAB

KAB søger medarbejder med stort servicegen til kundehenvendelser på telefon, personlig betjening og til besvarelse af mails

Får du energi af at give kunderne en udsøgt og professionel service? Og bliver du motiveret af en hverdag, hvor du har travlt, og hvor du løfter i flok med dine kolleger i teamet? Så er du måske den nye medarbejder til vores Kontaktteam.

Jobbet
KAB administrerer omkring 50.000 lejemål i Storkøbenhavn, og vi har hver dag mange henvendelser fra især beboere og boligsøgende. Det er vigtigt for os, at de får en god betjening, hvad enten de henvender sig på telefon, møder personligt op eller skriver til os.

Derfor har vi et Kontaktteam, der tager sig af alle typer af henvendelser.

Kontaktteamet består af 13 medarbejdere og en teamchef og er en del af Center for kommunikation, der også omfatter Kommunikationsteamet.

Kontaktteamet er et fleksibelt team, hvor alle løser alle typer af opgaver. Du kommer derfor igennem et målrettet oplæringsforløb, hvor du gradvist bliver introduceret til de forskellige fagområder. Du bliver desuden trænet i den gode kommunikation.

Du vil få et rigtig godt indblik i den almene boligadministration, og vi lægger vægt på, at du har lyst til løbende at lære nyt og forhåbentlig være en del af teamet i mange år fremover.

Kontaktteamet er et alsidigt team, hvor alderen spænder fra starten af 20´erne til 50+.

Dine personlige kvalifikationer
For at du kan trives i jobbet og lykkes med dine opgaver, skal du have et udpræget servicegen. Du skal have lysten til, at hver enkelt kunde oplever at få en god og professionel service. Du har en stærk ansvarsfølelse overfor dine kolleger, og du føler en udpræget tilfredshed ved at være en del af et team, hvor man løfter i flok. Du trives med at have travlt, og du bliver motiveret af at levere gode resultater. Stor tålmodighed og en pædagogisk tilgang, er også vigtige kvalifikationer.

Dine faglige kvalifikationer
Det er afgørende, at du har erfaring med personlig kommunikation og betjening i en forretningsmæssig sammenhæng.

Erfaring fra callcenter vægtes højt. Men det kan også være erfaring fra butik eller anden servicevirksomhed, hvor telefonbetjening har været en del af jobbet.

Du taler flydende dansk og skriver dansk på højt niveau.

Da vi også har mange engelsksprogede kunder, er det nødvendigt, at du kan servicere kunderne på engelsk. Vi besvarer også mails på engelsk, og her skal du med udgangspunkt i standardtekster kunne formulere dig på engelsk.

Erfaring med boligadministration er en fordel og herunder erfaring med administrationssystemet Unik Bolig. Du skal evne på kort tid at sætte dig ind i en række fagområder, og du skal have lysten til løbende at lære nyt.

Vi tilbyder
Du bliver en del af en stor virksomhed med gode udviklingsmuligheder.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem BL og HK, svarende til 25.000 kr./md. + pension og ferietillæg.

Arbejdsstedet er Vester Voldgade 17, 1552 København V, og arbejdstiden er 37 timer inklusiv frokost og med fleksordning.

Tiltrædelse snarest muligt.

Flere oplysninger
Spørgsmål til stillingen kan rettes til teamchef Annette Oxfeldt Jensen på telefon 33 63 13 02.

Ansøgning
Søg stillingen via nedenstående link 'Send ansøgning' snarest og senest den 20. december 2017. Vi læser ansøgninger løbende og i tilfælde af mange kvalificerede ansøgninger, vil vi forkorte ansøgningsfristen.

Du skal være indstillet på, at der benyttes personlighedstest i forbindelse med rekrutteringen.

 
Region: Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 20-12-2017

Send ansøgning