Advokat/jurist til bygge- og entrepriseenhed, deltidsstilling

Vi søger advokat/jurist til etablering af bygge- og entrepriseenhed i KAB’s Center for HR og Jura. Stillingen er en deltidsstilling på pt. 25 timer.

Har du solid erfaring med entreprise-, udbuds- og byggeret, og har du lyst til at bruge dine kvalifikationer hos Danmarks største administrator af almene boliger? Så er det dig, vi søger til nye opgaver i KAB’s Center for HR og Jura.

KAB ønsker en stærk understøttelse af vores Center for Byggeri, som med 70 medarbejdere varetager bygge- og renoveringssager primært for almene boligorganisationer. Derfor søger vi 2 advokater eller jurister, som skal løse juridiske opgaver i relation hertil. Vi administrerer løbende mere end 200 byggesager, heraf 40 % nybyggeri, til en samlet entreprisesum på 25 mia. kr.

Du bliver en del af KAB’s Center for HR og Jura
Som består af 8 jurister, hvoraf tre er advokater og én er advokatfuldmægtig. Selve teamet omkring byggejura vil bestå af 3 advokater/jurister og en studentermedhjælper. Herudover vil du få et betydeligt samarbejde med medarbejderne i KAB’s Center for Byggeri og KAB’s kundecentre. Dine kolleger er engagerede og fagligt stærke, og omgangstonen er uformel og positiv.

Teamet servicerer og understøtter med juridiske ydelser til alle KAB´s centre såvel som de lokalt ansatte medarbejdere og bestyrelser i de boligorganisationer, som KAB administrerer. Herudover har vi et løbende samarbejde med kommuner, beboerklagenævn og eksterne advokater, ligesom vi selv varetager sager i retten, beboerklagenævn m.v.

Hvilke opgaver skal du løse?
Opgaverne spænder vidt, men vil være fokuseret på rådgivning i alle faser af en byggesag lige fra udbud og godkendelsesprocedure til håndtering af tvister samt samarbejde med eksterne advokater. KAB deltager i vidt omfang i udvikling af nye samarbejdsformer og modeller for byggeri, og der vil være stort behov for juridisk understøttelse heraf.

Hvad forventer vi af dig?

Det er en klar fordel, hvis du har kendskab til den almene boligsektor og almen boligjura. Men vi lægger først og fremmest vægt på, at du har indgående kendskab til byggeområdet, og at du vil passe både menneskeligt og fagligt ind i vores organisation. 

Hvad kan vi tilbyde?
Et afvekslende og udfordrende job i en nytænkende og moderne organisation, hvis mission er at skabe rammer for et godt liv. Vi løser vores opgaver med udgangspunkt i KAB’s værdier: ansvarlighed, gennemskuelighed, fornyelse og dialog.

Du får kontor i hjertet af København på Vester Voldgade 17, og i 2021 flytter vi til et nybygget domicil på Enghavevej på Vesterbro. Medarbejderne i Center for Byggeri arbejder pt. på Havneholmen.

Dine løn- og ansættelsesvilkår bliver fastsat i henhold til overenskomst mellem BL og AC med mulighed for forhandling af et individuelt kvalifikationstillæg.

Herudover tilbyder vi en række personalegoder i form af sundhedsforsikring, kantineordning, massageordning, personaleforening m.v. samt gode muligheder for efteruddannelse og karriereudvikling.

Tiltrædelse
Tiltrædelse hurtigst muligt og senest den 1. juni 2019.

Sådan søger du
Søg stillingen via nedenstående link ”Send ansøgning”. Vi skal have din ansøgning senest den 1. april 2019. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 15. Du skal være indstillet på, at der benyttes personlighedstest i forbindelse med rekruttering.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefjurist og advokat Birthe Houlind på tlf. 33 63 13 51 eller byggechef Michael Nielsen-Elgaard på tlf. 33 63 12 80.

KAB-fællesskabet
KAB administrerer omkring 69.000 lejemål i Storkøbenhavn, heraf 64.000 boliger. Det gør vi på vegne af 34 boligselskaber og en række specialkunder. Vi er omkring 430 ansatte i den centrale administration i Vester Voldgade og Havneholmen og yderligere 1.100 ansatte, der varetager driften i 400 boligafdelinger i hovedstadsområdet.

Vi er en non-profit og beboerejet organisation. Vores formål er at sikre gode og billige boliger til mennesker fra alle samfundslag. Vi er Danmarks største boligadministration, og i samarbejde med de boligselskaber, vi administrerer, arbejder vi med stort engagement for en blandet by med plads til alle.